Godt lægemiljø modvirker lægemangel i Viborg

Viborg har ikke problemer med mangel på praktiserende læger, som man ellers ser mange andre steder i vandet.
(Foto: Morten Germund/Scanpix 2012)

Lægemangel er et stort problem i Danmark, men i Viborg er et attraktivt lægemiljø medvirkende til at holde på de unge læger.

Af Jakob Munck Rasmussen

Unge læger bliver boende
I Viborg er der i modsætning til mange af landets andre kommuner ikke problemer med lægemangel.

Ifølge formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Viborg, Simon Hasseriis Andreasen, er en af forklaringerne, at der er et godt lægemiljø i Viborg.

“Der er et godt rekrutteringsgrundlag. Der har været mange unge, nyuddannede læger, som har fået deres første ansættelse på sygehuset, der har valgt at flytte til Viborg. Det har skabt et miljø af unge læger, der har kunne finde hinanden socialt,” siger han.

Når de unge læger vælger at blive praktiserende læger, vælger mange af dem at blive boende i området, fordi de allerede har slået sig ned her.

Klinikker lever op til overenskomsten
Selvom man oplever ventetid på 2-3 uger, er det ikke nødvendigvis et udtryk for lægemangel. Alle praktiserende læger i Viborg kan ifølge Simon Hasseriis Andreasen tilbyde den overenskomstpligtige akutte vurdering.
Ventetiden på almindelige konsultationer kan afhænge af mange ting, blandt andet hvor mange patienter klinikken har tilknyttet, og hvordan den enkelte læge vælger at planlægge sine tider.

Er man utilfreds med ventetiden hos sin læge, kan man derfor undersøge, om der er åbent for tilmelding hos andre klinikker, der gør det anderledes.

Ifølge Sundhed.dk har 11 ud af 26 klinikker i Viborg Kommune lukket for tilgang af nye patienter. Lægedækningskonsulent i Region Midtjylland, Peter Sander, mener heller ikke, at det nødvendigvis er et udtryk for lægemangel. Klinikker må selv bestemme hvornår de lukker for tilgang, hvis de har over 1600 patienter pr. læge. Nogle klinikker kan køre med op mod dobbelt så mange patienter pr. læge, mens andre vælger at lukke for tilgang, når de når de påkrævede 1600, for at kunne fokusere mest muligt på de enkelte patienter.

Ledige ydernumre betyder ikke nødvendigvis lægemangel
Peter Sander bekræfter, at Viborg Kommune ikke har problemer med lægemangel. Når der bliver lavet undersøgelser om lægemangel, kigger man tit på de ledige ydernumre, som er mulige pladser til flere læger, men det er ifølge Peter Sander ikke helt retvisende.

”Når en lægepraksis har plads til fire ydernumre, kan den godt drives af kun 3 læger.” Siger han.

Det kan også afhænge af antallet af sygeplejersker og sekretærer klinikkerne har ansat. Så selvom et ydernummer står ledigt, er det ikke nødvendigvis et udtryk for en mangel på læger.
Viborg Kommune måtte sidste år udvide med et ekstra ydernummer i selve Viborg by for at følge med behovet, og havde ingen problemer med at få det solgt. Peter Sander påpeger dog, at hvis en læge i f.eks. Karup stopper, ville det muligvis blive et problem at finde en afløser, men det er svært at sige, før det sker.