
Kommunalbestyrelsen besluttede onsdag, at kravet om en økologiprocent for leverandører af servicearealet fjernes. Foto: Emilie Luna Bach Rasmussen
På byrådsmødet i går blev det besluttet, at kravet om madleverandørernes økologiprocent skal droppes.
Af Benjamin Lillelund
Fremover skal Viborg Kommunes leverandører for madservice ikke længere leve op til kravet om en økologiproducent.
I går vedtog byrådet nemlig, at disse krav skal bortfalde, således at det ikke længere skal være et krav, at leverandørerne fra slutningen af 2019 skal have mindst 30 procent økologi og året efter mindst 60 procent.
Den beslutning baserer sig på en antagelse om, at det kan blive dyrere for kommunen. For eksempel må en hovedret maksimalt koste 52 kroner, og hvis prisen overstiger dette beløb, skal kommunen dække differencen.
”Vi er ret interesserede i, at prisen bliver overholdt, Det handler primært om det økonomiske aspekt, for hvis vi skal betale, kommer det til at gå ud over de varme hænder. Vi har kun de penge, vi har,” siger Lone Langballe (O), formand for ældre- og aktivitetsudvalget.
Leverandøren kunne have presset prisen op
Lone Langballe mener nemlig ikke, at man behøver at sætte et krav til økologiprocenten, netop fordi leverandøren i givet fald ville kunne kræve flere penge for ydelsen.
”Hvis leverandøren kan levere økologiske varer til prisen, så skal de bare gøre det. For mig er det ikke en religion,” siger hun.
”Hvis vi sætter et krav, risikerer vi, at det bliver dyrere for leverandøren, fordi de så skal købe en vis procentdel økologisk. Nogle gange er det sådan, at økologi er dyrere end konventionelt landbrug, og vi har nogle borgere, der ikke har så mange penge, så de ville være bekymrede.”
Kender ikke det økonomiske aspekt
Selvom beslutningen er blevet godkendt af byrådet, ved man faktisk ikke, hvad det ville koste for kommunen, hvis man havde beholdt økologikravet.
Ved man, hvor meget det ville koste, hvis man skulle overholde de her krav?
”Nej.”
Hvorfor er det så, at beslutningen er blevet taget, hvis man ikke ved det?
”Det er af hensyn til, at vi ikke ønsker, at det bliver dyrere af den grund. Jo flere krav, vi stiller, jo dyrere kan producenterne sige, at det bliver. De skal jo også tjene penge og få det til at hænge sammen,” forklarer Lone Langballe.