Konstruktion af ny kloak kan forhindre salg af ejendomme

Nedlægningen af spildevandsrør vil ifølge kommunen påvirke 109 grunde.                                                                    Foto: Emilie Luna Bach Rasmussen

Den nye spildevandsledning som skal opføres ved området omkring Koldingvej, og det dertilhørende konstruktionsarbejde, kan gøre det svært at få solgt sin grund i området. Konstruktion og vejarbejde kan nemlig drive potentielle købere væk.

Af Mikkel Støttrup

Lang ventetid på salg af bolig eller kraftigt nedslag i pris. Det kan boligsælgere forvente på Koldingvej, når konstruktionen af nyt kloaksystem går i gang. Det betyder larm og vejarbejde, hvilket kan gøre det svært at få interesserede huskøbere til at ville købe en bolig i området.

”Folk vil gerne se et hus i fineste stand, og konstruktion og vejarbejde kan skræmme de fleste væk,” siger Anders Varming, indehaver og ejendomsmægler hos Nybolig Viborg.

Han mener også, at borgere har klare forventninger om, hvad de vil se, når de kommer og kigger på hus.

”I virkeligheden er det jo ikke som i tv-programmerne, hvor de bliver glade over, at der bare er gjort rent. Huskøbere forventer at se huset og området helt færdigt, og det er altså svært at danne sig et indtryk af, hvordan området vil se ud, efter vejarbejdet er overstået.” siger han.

 Vejarbejde fjerner interesse for huskøb

Anlægningen af nye kloakrør på Koldingvej, hvor nogle af rørene vil gå under privat grund, er præcist sådan et projekt der gør, at et område ikke ser færdigt ud. Der skal graves op, og rørene skal lægges ned i jorden. Konstruktion gør det svært for købere at få en fornemmelsen af, hvordan området kommer til at se ud.

”Køberne får jo ikke samme indtryk af huset, imens det står på. De kommer jo ikke forbi på samme måde, de ser ikke hvordan det rigtigt ser ud. Sådan noget ser jo ikke pænt ud, og folk vil helst se steder hvor der er pænt,” siger Ole Havvig, indehaver af Realmæglerne Ole Havvig i Viborg

 Salg af bolig tager længere tid

Vælger man at sætte et hus til salg i et område med vejarbejde, vil det ikke nødvendigvis gå ud over prisen, men man kan forvente at skulle vente rigtig lang tid, før ens bolig bliver solgt, siger Anders Varming.

”Det vil nok ikke komme til at have økonomiske konsekvenser, medmindre man virkelig skal have solgt boligen hurtigt. Det er primært en lang ventetid, man kan se frem til,”  siger han.

Anders Varming mener også, at hvis man venter til efter konstruktionen er færdig med at sætte sin bolig til salg, kan en ting som Viborgs ændring af kloaksystemer bruges positivt, når det endelig står færdigt.

”Så kan man sige til købere at de her ting allerede er sat ind, så de ikke behøver forvente en større omkostning til at få det lavet i nærmeste fremtid.”

Så længe arbejdet står på, vil det dog være besværligt at få solgt boliger i området, mener Ole Havvig.

”Det kommer nok til at holde folk væk der ikke allerede har besluttet, at de vil bo på Koldingvej, altså dem der bare kigger på bolig i Viborg,” siger han.

 

Det nye kloaksystem der bliver lagt i forbindelse med andet vejarbejde, skal lægges under elleve gader og i sidste ende være under hele Viborg.