Når Kulturnatten i Viborg 2018 åbner i morgen, vil Hovedbiblioteket i Viborg henvende deres aktiviteter til børn og unge. Deltagere kan blandt andet lytte til musikalske godnathistorier og møde en YouTuber.
Af Joachim Ploug Hansen
Hovedbiblioteket i Viborg tilbyder aktiviteter specifikt til børn og unge, når Kulturnatten i Viborg 2018 løber af stablen i morgen.
Mikael Graaberg, der er bibliotekets leder for kultur og oplevelser, mener, at deres aktiviteter kan nå en anden målgruppe end resten af programmet kan.
”Vores målgruppe er børn og unge. Det må man sige, at det er. Og det passer fint med, at resten af programmet har noget til voksne,” siger han.
Med på moden
Bibliotekets aktiviteter starter klokken 18.30 med musikalske godnathistorier for de yngre børn. Klokken 19.00 åbner bibliotekets TestLab. Det er et såkaldt ’makerspace,’ hvor man kan opleve og bruge nye teknologier til at skabe, samarbejde og idéudvikle. Derudover kan du også møde YouTuberen Emil Machholm, der i skrivende stund har næsten 40.000 abonnenter på hans kanal.
Med besøget fra Emil Machholm forsøger biblioteket at få mere fokus på de nye medier som fx YouTube. Det er ikke kun fordi det i morgen er Kulturnat i Viborg, men fordi biblioteket i alle sine aktiviteter vil være med, der hvor målgruppen befinder sig.
”Når vi kiggede på vores program for hele året, havde vi for lidt af de her nye medier. Det er Emil Machholm et helt klart svar på. Vi har været rigtig gode til at lave klassiske ting som teater, koncerter og workshops. Det her er for at følge med i det børn også beskæftiger sig med,” siger Mikael Graaberg.
Kommunen vil støtte kulturen
Sidste år valgte Hovedbiblioteket i Viborg, sammen med Viborg Bibliotekerne, at indgå i et samarbejde en flok frivillige kulturentusiaster, ledet af Anders Kristensen, og Viborg Kommune om at genindføre Kulturnatten i Viborg.
”Vi fik en henvendelse fra Anders sidste år. ‘Kultur-Anders’ bliver han kaldt, og hvis man bor i Viborg, kender man også Anders. Vi sagde fra kommunens side, at vi gerne ville støtte med markedsføring og en række indslag. Vi er jo en kommune med et stort fokus på kultur, såhvor er det bare fedt, at vi har fået en kulturnat i Viborg,” siger Mikael Graaberg.
Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan Kulturnatten er vokset, så læs artiklen: Kulturnatten i Viborg vokser
Her kan du se et kort med tidspunkt og sted for alle fredagens begivenheder: