Rådhuset slår dørene op for Viborg Cartoon Awards

Den internationale anerkendte satiretegningskonkurrence Viborg Cartoon Awards åbner dørene til en udstilling, hvor de 61 finalisters værker vil blive vist frem.
Af Johan Gudmandsen og Hjalte Josefsen

61 af de i alt 1200 satiretegninger, der dette år blev sendt ind til Viborg Cartoon Awards, vil fredag blive vist på en udstilling som en del af Kulturnatten.

Det er første gang, at konkurrencen, som tidligere var kendt under navnet Niels Bugges Awards, vil blive fremvist på Det Gamle Rådhus, efter at Viborg Kommune har overtaget værtsskabet. I løbet af dagen vil en jury af professionelle tegnere kåre en første, anden og tredjeplads til et awardshow på Viborg Teater.

Dette års tema er Kunstig intelligens, og en af hjernerne bag teamet er jurymedlemmet Jugoslav Vlahovic fra Serbien.

”Det er et meget aktuelt emne. Robotter er mere eller mindre ved at erstatte mennesker – i hvert fald i visse jobs. Alle har interessante oplevelser med det, men ikke kun sjove. Tegnere er gode til at se på verdenen og se, hvordan den ændrer sig og kan være blandt de første til at formidle det” forklarer Jugoslav Vlahovic.

Danskeren Erik Petri er en af de 61 finalister til dette års Viborg Cartoon Awards med temaet Kunstig Intelligens
Tegning: Erik Petri

Internationalt anerkendt
Mads Panny, byrådsmedlem og formand for fritid- og kulturudvalget, var en af dem, der var med til at tage beslutningen om at holde konkurrencen i live, efter de oprindelige initiativtagere sidste år gik konkurs.

”Viborg er en by, hvor vi har et spirende animationsmiljø, og hvor netop det fylder rigtig meget både erhvervsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Det passer rigtig godt sammen med det, som vi i forvejen er gode til og det, som vi gerne vil være blandt de bedste i verden til.”

Samtidig er det en konkurrence, som har fået stor international opmærksomhed. Omkring 40 forskellige nationaliteter er repræsenteret i de udvalgte 61 finalister. Det store internationale engegement er noget, som Mads Panny er glad for.

”Det betyder meget, at Viborg bliver en by, som man forstår som en animationshovedstad i verdenen. At vi får opmærksomhed, og hvor folk opdager, at her sker noget,” siger han.

”Det interessante er, at begivenheden får mere dækning i New York Times og andre store internationale aviser, end vi bliver dækket af den regionale presse,” siger Mads Panny.

Udstillingen åbner i morgen kl 18 og kan ses til og med den 28 oktober.

Du kan se de 61 finalisters tegninger her:
https://viborgcartoonawards.viborg.dk/Udvalgte-tegninger